Læserbrev fra Peter Als Formand for Børne- og Skoleudvalget
og Charlotte Holtermann medlem af Børne- og Skoleudvalget
Ro i klassen?
Ja gerne, og måske den summende lyd af børn, der interesseret arbejder med et emne. Der skal være tryghed og mulighed for koncentration, og der skal være arbejdsglæde for både elever og lærere. Det handler og at skabe gode klassemiljøer, og hvem kan det bedre end lærerne?
Vi i Socialdemokratiet ønsker derfor at styrke klasselærerrollen, som blev nedprioriteret med folkeskolereformen.
Vigtigheden af klasselærerrollen er ikke blevet prioriteret højt nok i vores folkeskoler. Vi har brug for kompetente klasselærere, som har den nødvendige tid til at løse opgaven.
Det er en opgave, som i dag er så omfattende og tidskrævende, at det kan være svært for lærerne både at påtage sig opgaven, og at få det til at lykkes godt nok.
Det vil vi gerne ændre, for vi tror på, at skoledagen bliver mere tryg og sammenhængende med en kompetent klasselærer i front. Fra elevens synspunkt er klasselæreren ofte den trygge voksne, man kan gå til, hvis man har noget på hjerte, og oftest er det også klasselæreren, som kender de hjemlige forhold bedst.
Vi mener, at klasselærerrollen også har en kæmpe betydning for det trygge og tillidsfulde skole/hjem-samarbejde. Så der er mange gode grunde til, at vi ønsker, at give mere tid til klasselærerrollen, og også sikre, at når man som lærer påtager sig opgaven som klasselærer, så reduceres ens ugentlige skema med én lektion, så der er en time ekstra om ugen til sammen med eleverne at skabe det gode klassefællesskab.